FCM redder uafgjort ude mod Sønderjyske

admin

|

25/10/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sønderjyske og FC Midtjylland er to fodboldhold, som er svære at vinde over i Superligaen i øjeblikket.

Sådan var det før lørdagens kamp mellem de to hold i Haderslev, og sådan er det stadig, for kampen endte 1-1.

Dermed er topholdet FC Midtjylland ubesejret i fire kampe, som har givet tre sejre og en uafgjort kamp. Sønderjyske har spillet hele syv ligakampe i træk uden at lide nederlag, med seks uafgjorte og kun en enkelt sejr som facit.

Begge hold var dog i gavehjørnet i lørdagens kamp.

Efter en målløs første halvleg kom hjemmeholdet foran, da der resterede 20 minutter af kampen, og det skete efter sløset FCM-forsvarsspil.

Der var intet pres på boldholderen, og efter et indlæg stod Sønderjyske-angriberen Marvin Pourié så fri, at der omgående må være kommet grå stænk i FCM-træner Glen Riddersholms lyse hår bare ved synet.

Marvin Pourie, der er lejet i FCK, headede sikkert hjemmeholdet foran 1-0 med sit første ligamål for Sønderjyske.

FCM var imidlertid ikke alene om at levere dårligt forsvarsspil, og seks minutter senere betød det en scoring i den anden ende.

Sønderjyskes Erik Marxen troede tilsyneladende, at han havde dækket bolden godt af tæt på egen baglinje, men han havde gjort regning uden FCM's Kristian Bach Bak.

Energisk fik gæsternes anfører erobret bolden, som han sendte ind til Marcos Urena, der scorede sit første mål for FCM.

Der blev ikke scoret yderligere i kampen, som Sønderjyskes cheftræner, Lars Søndergaard, så fra tribunen.

Han afsonede den første af to karantænedage, som han blev tildelt af Dansk Boldspil-Union, efter at han for nylig kritiserede en dommerpræstation på Twitter.

FCM fører Superligaen med 28 point for 12 kampe, mens Sønderjyske er nummer syv med 14 point.

/ritzau/