København Håndbold var ikke for alvor en modstander for FC Midtjyllands håndboldkvinder tirsdag aften i Ikast-Brande Arena.
De danske mestre fra FC Midtjylland vandt med 29-20 efter en føring på 13-9 ved pausen.
Sejren var midtjydernes syvende kamp i træk uden pointtab.
Landsholdsbacken Stine Jørgensen blev topscorer med fem scoringer på en dag, hvor klubben offentliggjorde, at den havde forlænget kontrakten med cheftræner Helle Thomsen for yderligere tre sæsoner.
Mie Augustesen blev topscorer for københavnerne - også med fem scoringer.
Med sejren har FC Midtjylland 29 point for 16 kampe - tre mere end Viborg på andenpladsen, men FCM har også spillet en kamp mere end Viborg.
I den anden kamp i kvindernes håndboldliga vandt Odense tirsdag med 24-22 over bundholdet Sønderjyske. Sønderjyderne, som kun har hentet fire point hidtil i sæsonen, kom ellers stærkt tilbage i anden halvleg efter at have været bagud med 7-16 ved pausen.
HC Odense er placeret midt i tabellen med 15 point.
/ritzau/