Det blev uhyggeligt spændende. Men FC Midtjyllands håndboldkvinder vandt Champions League-kampen hjemme mod Vardar Skopje med 25-24.
Sejren betyder, at FC Midtjylland nu har fire point i gruppespillet, mens Vardar Skopje har fem point efter fire kampe. Thüringer HC har seks point på førstepladsen.
Det var i øvrigt første gang, at Vardar Skopje tabte i Champions League, så det var lidt af en skalp for danskerne.
Den danske landsholdsspiller Stine Jørgensen spillede en god kamp i bagkæden for FCM, og det blev til flere flotte scoringer.
Blandt andet var Stine Jørgensens scoring til 23-20 seks minutter før tid vigtig, fordi makedonerne var på vej til at lave et comeback i kampen.
Og bagspilleren stod også bag scoringen til 25-23 to minutter før tid, da hun sikkert satte et straffekast i nettet.
Kort efter lavede Vardar Skopje en teknisk fejl, og FC Midtjylland havde muligheden for at lukke kampen, men misbrugte chancen.
I stedet fik Vardar Skopje reduceret yderligere, så makedonerne kun var bagud med et mål. Men flere mål blev der ikke scoret i slutfasen, hvor danskerne holdt godt på bolden og kastede den højt op over mål til sidst.
Med sejre i de to sidste gruppekampe kan FC Midtjylland selv afgøre, om holdet går videre fra gruppen.
/ritzau/