Det er en af italiensk fodbolds store klubber, som torsdag aften tager imod FC København i gruppespillet i Europa League.
Torinos storhedstid ligger dog langt tilbage, og klubben vandt det seneste af i alt syv italienske mesterskaber helt tilbage i 1976.
Klubben kunne efter al sandsynlighed have vundet endnu flere mesterskaber, hvis ikke en tragedie havde sat klubben tilbage.
I 1949 mistede klubben hele det såkaldte "Grande Torino"-hold i en flyulykke, og efter fem mesterskaber på stribe gik der lang tid, før klubben igen kunne kæmpe med om mesterskabet.
Siden førstepladsen for 38 år siden har Torino kun enkelte gange blandet sig i kampen om Serie A-titlen, og klubben er flere gange rykket ned i Serie B.
I 2012 vendte Torino tilbage til den bedste række efter tre års fravær, og i sidste sæson sørgede klubben med en syvendeplads for den bedste placering i Serie A siden tredjepladsen i 1992.
I europæisk sammenhæng toppede Torino i 1991/92-sæsonen, da holdet med profiler som Vincenzo Scifo, Gianluigi Lentini og Walter Casagrande nåede helt frem til finalen i Uefa Cuppen, forløberen for Europa League.
Her tabte klubben til hollandske Ajax på reglen om udebanemål, da den første finalekamp i Torino endte 2-2, mens returopgøret i Amsterdam sluttede 0-0.
I kvartfinalen havde Torino besejret danske B1903 med samlet 3-0 efter en 2-0-sejr i København, der blev fulgt op af en 1-0-gevinst på hjemmebane.
Det var i den sæson, at B1903 blandt andre sendte Bayern München med Søren Lerby som træner ud af Uefa Cuppen med en samlet 6-3-gevinst.
Efter sæsonen 1991/92 blev B1903 og KB slået sammen til FC København, der siden har vundet 10 danske mesterskaber.
Kampen mellem Torino og FCK begynder klokken 21.05.
/ritzau/