FCK-direktør: Ståle er den bedste løsning

admin

10 år siden

|

02/05/2014

Dagens topnyheder

FC Københavns ledelse har taget nye metoder i brug i forsøget på at vende skuden midt i en noget skuffende sæson for københavnerklubben.

Cheftræner Ståle Solbakken blev fredag udnævnt som ny manager i klubben. En løsning, der er den bedste for alle parter, hvis man spørger direktør i FCK, Anders Hørsholt.

- Vi har behov for at skabe resultater, og det kan Ståle. Det har været den løsning med de givne muligheder, som, Ståle syntes, var bedst, siger Anders Hørsholt.

Sammen har de to herrer snakket tæt og længe om klubbens muligheder efter mandagens fyring af sportsdirektør Carsten V. Jensen.

Rollen som manager er en sammensmeltning af at være cheftræner og sportschef, som vi indtil nu kender bedst fra engelsk fodbold.

- Det vigtige ved denne konstellation er, at vi kapsler fagligheden ind til alle dem, der har med faglighed at gøre, og alt andet tager vi væk, siger Anders Hørsholt og tilføjer:

- Alt det, der hedder administration, tager vi væk fra det sportslige og placerer hos vores klubsekretær. Det vil sige, at der i hverdagen alene bliver fokuseret på fodboldfaglighed ude på træningsanlægget.

Fremover skal FCK's klubsekretær Daniel Rommedahl tage sig af alt det administrative i klubben.

I en tid, hvor FCK får svært ved at snige sig op på en andenplads i Superligaen og dermed sikrer sig adgang til Champions League-kvalifikationen, vil mange kritikere mene, at Solbakkens opgave burde være fokuseret på træningsbanen for at få spillerne tilbage i topform.

Men det står den nye manager-titel heller ikke i vejen for, forklarer FCK-direktøren.

- Opgaven som cheftræner er den ultimativt vigtigste del af Solbakkens arbejde i klubben. Beslutningerne bliver flere, men arbejdsbyrden er stadig den samme, siger Anders Hørsholt.

Som en del af den nye ledelsesstrategi er Johan Lange blevet teknisk direktør i klubben.

Dermed er der kommet et hul i trænertruppen, hvorfor man i FCK overvejer at ansætte en ekstra træner, der kan supplere og træde til, når Solbakken skal varetage nogle af de andre opgaver i hans nye rolle og derfor alligevel må være væk fra træningen.

/ritzau/