FC Vestsjælland og FC Nordsjælland i tam nulløsning

admin

|

07/04/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

FC Vestsjælland turde ikke og FC Nordsjælland kunne ikke, så mandagens superligakamp endte uden vinder og uden mål. Hjemmeholdet rykker med det ene point over stregen i Superligaen.

To gange tidligere i sæsonen har FC Vestsjælland slået FC Nordsjælland. Det er primært sket efter mål fra dødbolde, så hos FCN var de i mandagens kamp meget varsomme med ikke at give hjørnespark og frispark i farlige situationer væk.

Det fjernede stort set FC Vestsjællands klart farligste kort, og da hjemmeholdet samtidig havde valgt en variant med fem spillere i bagkæden, var det ikke meget man offensivt så til oprykkerne.

FC Nordsjælland havde det omvendt lige så svært over for den kompakte Vestsjælland-defensiv. I de første 45 minutter kom gæsterne reelt kun til en enkelt chance, men Jens Stryger Larsen misbrugte alene med Thomas Mikkelsen i målet.

De fleste tilskuere på Slagelse Stadion vil givetvis gerne glemme de første 45 minutter hurtigst muligt. Over et stykke kage i pausen blev det flittigt nævnt, at anden halvleg umuligt kunne blive dårligere, men sådan begyndte den faktisk.

Ingen af holdene turde tage chancer, og derfor stod begge mandskaber konstant med en hel hær af spillere bag bolden. Offensivt var det så op til to-tre spillere at skabe noget på egen hånd, og det formåede ingen at gøre.

FC Nordsjællands træner, Kasper Hjulmand, var tydeligvis meget utilfreds med kampens udvikling. Tilråb som 'løb nu derinde' blev flittigt benyttet, men lige lidt hjalp det for gæsterne.

Kampen sluttede som den begyndte, med 0-0 på lystavlen. Hjemmeholdet rykker med det ene point over stregen i Superligaen, mens gæsterne indhenter Esbjerg på ligaens femteplads.

Nordsjælland må dog tage til takke med sjettepladsen grundet en dårligere målscore end vestjyderne.

/ritzau/