FC Midtjylland forlænger med tysk keeper

admin

|

27/04/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

FC Midtjylland har forlænget kontrakten med den tyske målvogter Sabine Englert, så parterne nu har papirer på hinanden i den kommende sæson.

Sportschef i FC Midtjylland, Hans Peter Riis, er lettet over, at det lykkedes at forlænge aftalen med hjælp fra klubbens sponsorer.

- Det er vi super tilfredse med. Det har været en af de helt store prioriteter at få forlænget aftalen med hende, og det har været dejligt at mærke den store opbakning fra vores sponsorer.

- Sabine har en enorm betydning for holdet, og det er fantastisk fortsat at kunne tilknytte en verdensklassekeeper som hende. Det viser, at vi gør nogle ting rigtigt i klubben og på holdet, siger Hans Peter Riis.

For Sabine Englert stod valget mellem at tage hjem til Tyskland eller blive hos de danske mestre.

- Jeg har det rigtigt godt i FC Midtjylland. Vi har et godt hold, pigerne er søde, og vi har en god træner. Hvorfor så skifte?

- Jeg er glad for at være i Danmark, og så synes jeg stadig, at niveauet her er højere, end det er i Tyskland, siger Sabine Englert.

Hun lægger især vægt på det gode sammenhold, der er i den midtjyske trup.

- Vi fungerer godt sammen og støtter hinanden. I de perioder, hvor det ikke lige går så godt, kigger vi også hinanden i øjnene og hjælper hinanden. Det betyder rigtig meget, at vi har det godt med sammen, siger hun.

Sabine Englert skal senere søndag spille returkamp i semifinalen hjemme mod Randers HK, inden turen om en uge går til Champions Leagues Final4-stævne i ungarske Budapest.

- Vi har stadig to titler at spille om, og det glæder jeg mig meget til. Vi skal slå Randers, så vi kommer i finalen, for vi vil spille om DM-guld igen.

- I næste weekend venter Final4, og det bliver helt vildt. Vi er selvfølgelig ikke favoritter, men vi vil kæmpe alt, hvad vi kan, fastslår tyskeren.

Sabine Englert skal efter sommerferien i gang med sin sjette sæson i FC Midtjylland. Hun kom til klubben fra den østrigske storklub Hypo Niederösterreich i 2009.

/ritzau/