Faxe Byråd skal stemme om burka-forbud

Redaktionen

430 uger siden

|

25/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Byrådspolitikerne i Faxe Kommune skal torsdag aften stemme for eller imod et forslag om at indføre burka- og niqapforbud for ansatte i kommunen.

Forslaget blev i første omgang vedtaget i økonomiudvalget med stemmerne fire mod tre. Men på borgmester Knud Erik Hansens (S) initiativ skal hele byrådet nu tage stilling til forslaget.

Knud Erik Hansen mener, at forslaget er så principielt, at alle partier skal have mulighed for at have indflydelse på beslutningen, som han personligt selv er dybt imod.

- Det er unødvendigt. Det sender et forkert signal, og jeg er usikker på, om vi overhovedet må gøre det, siger Knud Erik Hansen. Han frygter, at Faxe Kommune kan komme på kant med menneskerettighedskonvention og grundloven, hvis forslaget vedtages.

- Børn i daginstitutioner og i skoler og folk, der får hjemmehjælp, skal ikke have besøg af personer, der dækker sig til. Men omvendt er der jo funktioner i kommunen, hvor man ikke skal have borgerkontakt, og hvor det ikke vil være et problem, siger borgmesteren.

Borgmesteren har ikke kendskab til, at der i øjeblikket hjemmehjælpere, pædagoger eller andre ansatte i kommunen, som bærer burka eller niqap.

Det er Jonas Kristinsson fra Venstre, som står bag forslaget. Ifølge DR tegner der sig et politisk flertal for forbuddet.

Selv om muslimske klædedragter ikke er et aktuelt problem i kommunen, fortæller Jonas Kristinsson til DR, at der er brug for en slags fremtidssikring.

- Jeg ved jo ikke, hvordan vores samfund ser ud om fem og ti år. Derfor synes vi, vi skal lytte til borgerne og deres bekymringer. Jeg hører flere borgere, der frygter at rende ind i kommunalt ansatte, der er sådan klædt på, siger han.

/ritzau/