Danmarks bedste bankrådgivere og Danmarks mest tilfredse kunder er to af de resultater, som Sparekassen Kronjylland opnåede i 2023. Nu har de også leveret et regnskab, der viser flot vækst. Sparekassen Kronjylland lander således sit bedste resultat før skat nogensinde med 1 milliard kroner:
"Det har på mange måder været et helt specielt år, som vi er stolte af. Kundernes tilfredshed betyder virkelig meget for os, og det er vores vigtigste målepunkt. Derudover har det været et særligt år for sektoren, fordi rentemarginalen er blevet normaliseret, og tabene samtidig har været begrænsede", forklarer adm. direktør Klaus Skjødt i en pressemeddelelse.
Det gode regnskab ønsker Sparekassen Kronjylland også skal komme garanterne til gode. Derfor sender Sparekassen et stort millionbeløb tilbage til sine garanter:
"Som garantsparekasse har vi ingen ejere, der skal have del i et overskud. Men vi har mere end 37.000 kunder, der viser os en særlig tillid ved at være garanter. Dem ønsker vi at give lidt ekstra, og derfor forventer vi i år at udbetale mere end 60 millioner kroner i rente til garanterne", fortæller Klaus Skjødt.
Det er repræsentantskabet, der som Sparekassen Kronjyllands øverste myndighed endeligt beslutter forrentningen i forbindelse med deres ordinære møde, som bliver holdt 20. marts. Sparekassen Kronjyllands regnskab viser også fortsat vækst. Udlånet er steget med 15 procent:
"Det er en meget tilfredsstillende vækst. Vi får mange nye kunder, ligesom vi er tætte på og hjælper vores kunder i dagligdagen. Så det er vækst både i forhold til nye og eksisterende kunder. Vi oplever generelt stor interesse for at blive en del af Sparekassen hos både kunder og medarbejdere, hvilket også de forskellige målinger henover året viser", siger Klaus Skjødt.
I 2023 åbnede Sparekassen Kronjylland en afdeling i Hillerød, og lige nu er den i fuld gang med at etablere sig i Vejle. Ifølge Klaus Skjødt har Sparekassen Kronjylland ikke travlt med at finde nye lokationer:
"Vi er åbne for at etablere os i interessante byer, hvis vi kan finde de rigtige ledere og medarbejdere til at stå i spidsen for en afdeling. Men vi er også ved at være i rigtigt mange af de byer, hvor vi gerne vil være. Derfor kommer vi også til at investere yderligere i vækst i de eksisterende afdelinger, hvor vi ser et attraktivt potentiale", forklarer Klaus Skjødt.
Sparekassen Kronjylland lancerede i 2023 en ny strategi, der har et meget tydeligt fokus på at tage kundeoplevelsen til næste niveau:
"Ifølge EPSI har vi Danmarks mest tilfredse kunder, og ifølge Voxmeter har vi Danmarks bedste bankrådgivere, så udgangspunktet er rigtigt godt. Det betyder dog langt fra, at vi kan læne os tilbage. Tværtimod giver det os bare lyst til at bygge ovenpå og gøre det endnu bedre. Vi kan blandt andet se, at det er rigtigt vigtigt for kunderne, at de løbende er i kontakt med deres rådgiver, så det skal vi være endnu bedre til. Det lyder simpelt, men kræver blandt andet, at vi sikrer, at rådgiverne har tiden til det. Så der er hele tiden noget, vi kan blive bedre til", understreger Klaus Skjødt, og fortsætter:
"Et særligt fokusområde i strategien er Private Banking. Vi har derfor etableret et nyt område, der skal udvikle og markant forbedre vores tilbud og service til Private Banking kunderne. Jeg har store forventninger til, at vi kommer til at flytte os rigtigt meget på det område over de kommende år", fortæller Klaus Skjødt.
I 2024 forventer Sparekassen Kronjylland et resultat før skat på mellem 800 millioner og 900 millioner kroner.