Med finansloven for 2023 blev det aftalt, at tvillingeforældre skal have ekstra 26 ugers orlov med barselsdagpenge. Nu er aftalepartierne blevet enige om den konkrete udmøntning.
Forældre til tvillinger, der bliver født fra 1. maj 2024, får ekstra 26 ugers orlov med barselsdagpenge. De ekstra 26 ugers orlov fordeles med 13 ugers orlov til hver forælder, som skal være afholdt inden for et år. Orloven kan ikke overføres mellem forældrene, men forældrene vil kunne dele den ekstra orlov med en social forælder.
Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Det er nogle af hovedelementerne i udmøntningen af orloven til tvillingeforældre, som partierne bag finanslovsaftalen for 2023 netop blevet enige om.
Reglerne kommer til at gælde for alle forældre, der får to eller flere børn ved samme fødsel, og kommer dermed til at erstatte de gældende regler for trillingeforældre. Der vil også blive lavet regler for sociale forældre og såkaldte soloforældre.
Lovforslaget forventes at blive fremsat i januar 2024 og træder i kraft for tvillinger født fra 1. maj 2024.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
"Der er nok ingen, udover forældre med tvillinger, der ved, hvad det kræver at få to børn på samme tid. Derfor er det godt, at vi nu er blevet enige om den konkrete model, der skal sikre to ekstra hænder i starten af barslen. Det kommer både forældrene og børnene til gode."
Dette gør sig gældende
De væsentligste elementer i udmøntningen er:
Orloven fordeles med 13 ugers orlov med ret til barselsdagpenge til hver forælder og også til adoptanter. Ugerne kan ikke overføres mellem forældrene.
Orloven gives til alle forældre og omfatter lønmodtagere, selvstændigt erhvervsdrivende og ledige.
Orloven skal holdes inden for et år efter fødslen eller modtagelsen af børnene.
Da formålet er, at forældrene skal holde den ekstra orlov, mens børnene er små, er der ikke mulighed for at udskyde orloven pga. en barselshindring.
Soloforældre til tvillinger får også 13 ugers ekstra orlov, som skal holdes inden for et år.
Soloforældre får desuden mulighed for at søge om ekstra 13 ugers orlov til brug for et konkret angivet nærtstående familiemedlem.
En retlig forælder kan overdrage de ekstra 13 ugers orlov med ret til barselsdagpenge til en social forælder, men ikke til en anden retlig forælder. En social forælder kan maksimalt få overdraget 13 ugers ekstra orlov.
Er ét af tvillingebørnene dødfødt, vil begge forældre have ret til 26 ugers sorgorlov i forbindelse med det ene barns død efter gældende regler. Forældrene får i denne situation ikke 13 ugers ekstra orlov, da der ikke er to levendefødte børn ved samme fødsel.
Dør ét af børnene på et tidspunkt efter fødslen beholder de retlige forældre de ekstra 13 ugers orlov uanset, at begge forældre også vil have ret til 26 ugers sorgorlov i forbindelse med det ene barns død.
Reglerne vil også komme til at gælde for forældre, der får tre eller flere børn ved samme fødsel.
Træder i kraft for børn født fra og med den 1. maj 2024.