* I oktober 2003 godkender Konkurrencerådet fusionen mellem Nykredit og Totalkredit. I vilkårene for godkendelsen står, at Nykredit skal efterleve en række tilsagn.
* Nykredit giver blandt andet tilsagn om at nedsætte administrationsbidraget – den såkaldte bidragssats - for nye lån til privatkunder til 0,5 procent.
* Den 23. februar 2010 annoncerer Nykredit, at det vil forhøje bidragssatsen for lån til privatkunder. Bidragssatsen på lån til eksisterende privatkunder skal ifølge meddelelsen stige til 0,6 procent.
* Den 4. marts 2010 beder Konkurrencestyrelsen Nykredit om at redegøre for den annoncerede forhøjelse under hensyntagen til tilsagnet fra oktober 2003.
* Den 17. marts 2010 udsender Nykredit en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at Nykredit midlertidigt udskyder den annoncerede prisforhøjelse for nye realkreditlån, indtil konkurrencemyndighederne har haft mulighed for at gennemgå Nykredits redegørelse.
* I december 2012 giver Sø- og Handelsretten Nykredit medhold i, at selskabet ikke er bundet af tilsagnet. Konkurrencemyndighederne anker dommen til Højesteret.
Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
/ritzau/