FAKTA: Sådan vandt et amerikansk selskab Thulebasen

admin

|

26/02/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har torsdag aften bedt USA stoppe det omstridte udbud af serviceopgaver på Thulebasen. Her er baggrunden for sagen.

* Frem til 2013 var det Danmark, som stod for tildelingen af servicekontrakten på Thulebasen.

* Både Danmark, Grønland og USA forhandlede i mange måneder i 2013 for at sikre, at kontrakten gik til et dansk eller grønlandsk firma ifølge forsvarsaftaler fra 1950'erne.

* Men af frygt for, at Danmark ville komme i karambolage med EU's konkurrenceregler, blev opgaven med tildeling givet til amerikanerne. Det skete efter en advarsel fra Kammeradvokaten i sommeren 2013.

* I slutningen af 2014 fik det amerikanske Vextrus-selskab Exelis Services kontrakten til en værdi af 2,4 milliarder kroner. Kontrakten løber i syv år.

* De tre andre selskaber, der også bød på opgaven, har klaget, da de mener, at selskabet ikke lever op til kravene i udbudsmaterialet.

* Formålet med klagen var - ifølge Jyllands-Posten - at få svar på, om nogen af de fire godkendte udbydere kunne opfattes som et datterselskab til et udenlandsk firma.

* Exelis Services, der har vundet kontrakten, understreger, at selskabet lever op til kravene i udbuddet.

* Klagen kom fra Greenland Contractors, som MT Højgaard ejer 67 procent af, og Per Aarsleff samt Copenhagen Arctic. MT Højgaard er delvist ejet af de to børsnoterede selskaber Højgaard Holding og Monberg & Thorsen.

* MT Højgaard har tidligere meddelt, at den tabte kontrakt koster et trecifret millionbeløb om året.

* 8. februar 2015 blev klagen afvist af den amerikanske rigsvision.

* Greenland Contractors har kontrakten på Thulebasen til og med 30. september i år, hvorefter den overgår til Exelis Services.

* Tre måneder inden, at det amerikansk-ejede skuffeselskab Exelis Services A/S vandt servicekontrakten på Thulebasen, henvendte det amerikanske luftvåben sig til Udenrigsministeriet for at få afklaret strukturen i selskabet.

* Men ministeriet svarede ifølge avisens aktindsigt, at det havde man ikke kompetence til at svare på, og at amerikanerne kunne henvende sig til Erhvervsstyrelsen. Hvilket både politikere og en professor i selskabsret kritiserer.

* Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har nu bedt sine embedsfolk om at redegøre for kommunikationen mellem Udenrigsministeriet og det amerikanske luftvåben, der har tildelt kontrakten til Exelis Services.

* Også den grønlandske regering, Naalakkersuisut, har besluttet at kulegrave selvstyrets rolle i den omstridte sag.

Kilder: Jyllands-Posten, Ritzau.

/ritzau/