Bygningskollapset i Bangladesh fandt sted den 24. april sidste år og endte med at koste 1127 mennesker livet.
Her følger et overblik over katastrofen:
* Bygningen kollapsede i forstaden Savar, der ligger i udkanten af hovedstaden Dhaka.
* Kollapset fandt sted omkring klokken ni om morgenen, hvor den ni-etagers fabriksbygning Rana Plaza styrtede sammen.
* På få sekunder blev hundredvis af de arbejdende i fabrikken fanget og begravet.
* Den 10. maj - 17 dage efter katastrofen - fandt man den sidste overlevende efter sammenbruddet.
* Fem dage senere indstillede man eftersøgningen efter flere omkomne og overlevende, hvor det samlede dødstal samtidig blev opgjort til 1127 personer.
* Bygningskollapset er blevet kategoriseret som det mest dødelige i historien, som ikke er et resultat af en terrorhandling.
* En række af de omtrent 2500 tilskadekomne efter ulykken har fortalt, at bygningen dagen inden kollapset slog revner, og at de i første omgang blev evakueret, men endte med at blive beordret tilbage på arbejde.
* Efter ulykken har arkitekten bag bygningen, Masood Reza, sagt, at Rana Plaza var uegnet som fabrik, og at bygningens ejer, Sohel Rana, ignorerede bygningens usikre struktur.
Kilder: Berlingske, Politiken
/ritzau/