Fredag aften er der faldet en treårig overenskomst på plads mellem de regionale arbejdsgivere og Forhandlingsfællesskabet af faglige organisationer.
Aftalen minder på mange måder om den overenskomst, der for nylig blev lavet for de ansatte i landets kommuner, og aftalen er generelt blevet positivt modtaget.
Efter overenskomstforhandlingerne kan regionernes 136.000 ansatte nu se frem til følgende:
* En generel lønstigning på 5,39 procent i løbet af de næste tre år.
* Lønstigningerne fordeler sig med 1,55 procent i 2015, 1,50 procent i 2016 og 2,34 procent i 2017.
* Lønstigningerne løber samlet set op i cirka tre milliarder kroner.
* Der bliver fremover sat yderligere fokus på et godt psykisk arbejdsmiljø.
* Fædres forældreorlov udvides med en uge, så de fremover har syv ugers øremærket orlov med løn.
* Ansatte har fremover ret til yderligere en fem dages betalt fravær ved deres barns hospitalsindlæggelse, så de nu har ret til op imod 10 dages tjenestefrihed med løn.
* Der bliver afsat 11 millioner kroner til en indsats for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø i form af ekspertrådgivning.
* Der er aftalt et projekt om samarbejde i regionerne, der skal skabe fælles viden om rammer, praksis og forventninger til samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere.
* Der bliver indført et privatlønsværn, der sikrer, at lønudviklingen i den regionale sektor kommer i bedre balance med lønudviklingen i den private sektor.
* Der vil fremover være et mål om at skabe mere fuldtidsbeskæftigelse i regionerne.
Kilder: Danske Regioner
/ritzau/