Hvis de bornholmske slagteriarbejderes fagforening, Fødevareforbundet NNF, sluger en lønnedgang for at redde slagteriet i Rønne, er det ikke de første gang, at medarbejdere har måttet ofre sig.
Der er efterhånden mange eksempler på, at medarbejdere frivilligt eller ufrivilligt er gået ned i løn for at undgå fyringer eller lukning af den virksomhed, hvor de er ansat.
* Det måske bedst kendte eksempel er de ansatte i SAS, som måtte finde sig i markant lønnedgang og forringede vilkår i forbindelse med den spareplan, som ledelsen satte i gang i efteråret 2012.
Spareplanen var et krav fra luftfartsselskabets kreditorer, så medarbejdernes repræsentanter forhandlede en aftale hjem med ledelsen med truslen om konkurs hængende over hovedet.
* Også medarbejderne i isenkræmmerkæden Inspiration måtte acceptere at gå kollektivt ned i løn. For at undgå fyringer accepterede de ansatte i juli 2012 en lønnedgang på mellem 200 og 1000 kroner efter flere år med røde tal på bundlinjen.
* De ansatte på Stryhns pølsefabrik gik i 2012 kollektivt 10 procent ned i løn for at redde virksomheden, som ligger på Langeland. Stryhns havde truet med at flytte fabrikken til udlandet, men lønnedgangen sikrede, at de 100 arbejdspladser blev på Langeland.
* Det betaler sig dog heller ikke altid at gå ned i løn. Det har blandt andre de ansatte på pålægsfabrikken Kreatina måtte sande. Fabrikken lukkede i 2012 efter længere tid med dårlig økonomi.
Forinden havde de ansatte accepteret at gå ned i løn. Kort tid efter fyrede ledelsen ifølge Fødevareforbundet NNF alligevel syv ansatte. Senere lukkede virksomheden, og de sidste 22 ansatte mistede deres arbejde.
* Også de 200 ansatte på virksomheden Jydsk Aluminium gik kollektivt fem procent ned i løn og accepterede en månedlig fridag uden løn. Alligevel fyrede ledelsen i 2009 30 ansatte ifølge 3F.
* Danish Crowns slagteri på Bornholm er truet af lukning, fordi ledelsen kræver, at der spares 25 millioner kroner årligt, og at medarbejderne skal bidrage ved at gå otte procent ned i løn. Accepteres lønnedgangen ikke inden mandag morgen klokken ni, vil slagteriet lukke.
/ritzau/