FAKTA: Sådan bliver forsvarschefens nye rolle

admin

|

10/04/2014

Dagens topnyheder

De borgerlige partier ser det som et afgørende element i ny aftale om forsvarets ledelse, at Danmark fortsat vil have en forsvarschef.

Hidtil har stillingen været den absolut mest magtfulde i det danske forsvar med kontor på Holmen i København, hvor Forsvarskommandoen hidtil har holdt til.

Den nye aftale ændrer dog på stillingen. Her er et overblik baseret på aftaleteksten:

* Forsvarschefen er uændret øverste militærfaglige rådgiver i forhold til forsvarsministeren. Han skal lede den nye værnsfælles militærkommando, som er en sammenlægning af de operative dele af Forsvarskommandoen med de tre operative kommandoer.

* Forsvarschefen "samplaceres" med dele af sin stab - forventeligt op til cirka 125 årsværk - med Forsvarsministeriets departement. Hovedparten af den øvrige del af Den Værnsfælles Forsvarskommando placeres i Karup.

* Overordnet planlægning, fordeling af ressourcer og økonomistyring samles i Forsvarsministeriet. Personalestrategien samles ligeledes i ministeriet.

* Forsvarschefen vil have ansvaret for den militærfaglige rådgivning, som vil skulle ligge til grund for den overordnede planlægning og ressourcestyring.

* Forsvarschefen vil dermed have indflydelse på beslutninger om materielinvesteringer og materielvedligeholdelse. Forsvarschefen vil have ansvaret for gennemførelsen af materielvedligeholdelsen af forsvarets materiel.

* Forsvarschefen vil have budgetansvar på det operative område.

Kilde: Aftale om forsvarets organisering

/ritzau/