FAKTA: Om Ugandas præsident

admin

|

24/02/2014

Dagens topnyheder

* Yoweri Museveni bliver født den 15. august 1944 i Ntungamo i Uganda som søn af Amos Kaguta, der er kvægpasser, og Esteri Kokundeka.

* Han uddannes i økonomi fra universitetet Dar Es Salaam i Tanzania i 1970.

* Samme år rejser han tilbage i Uganda, hvor han begynder at arbejde for premierminister Milton Obote.

* Men den 25. januar 1971 er han nødsaget til at gå i eksil i Tanzania, da Obote bliver væltet af Idi Amin.

* I sin tid i Tanzania danner han guerillabevægelsen Front for National Salvation (Fronasa) med det formål at styrte Amin.

* Det lykkes i april 1979, og fra 1979-1980 besidder Museveni posten som Ugandas forsvarsminister.

* Men efter at Milton Obote i 1980 bliver valgt til præsident, angiveligt ved valgsvindel, påbegynder Musevenis guerillaer en fem år lang borgerkrig, der i 1986 ender med, at Museveni indsættes som præsident. Han tages i ed den 29. januar 1986.

* I Musevenis regeringstid bliver der gennemført et håndfast tilpasningsprogram, der er med til at genrejse landet økonomisk.

* Samtidig bliver der indledt en demokratiseringsproces, som i 1996 resulterer i det første frie parlaments- og præsidentvalg siden landets uafhængighed fra Storbritannien i 1962. Der er dog ingen deltagelse af politiske partier.

* Yoweri Museveni vinder præsidentvalget med 74,2 procent af stemmerne.

* I marts 2001 bliver han genvalgt med 69,3 procent af de ugandiske stemmer.

* Og fem år senere, den 25. februar 2006 tager han præsidenttitlen for tredje gang, idet han erklæres vinder af det første flerpartis-præsidentvalg.

* Musevenis i stigende grad autoritære styre medfører kritik, både i Uganda og internationalt. Samtidig anklages Musevenis regering for omfattende korruption.

* Det ændrer dog ikke på, at han bliver genvalgt ved præsidentvalget i 2011. Her vinder Museveni med 68 procent af stemmerne.

* Den 17. januar 2014 afviser Yoweri Museveni at godkende den omstridte homolov, hvor homoseksuelle risikerer livsvarigt fængsel.

* Men i løbet af få dage vender præsidenten på en tallerken, og den 24. februar underskriver han loven, der foruden livstidsdomme indeholder en rapporteringspligt for alle borgere uanset seksuelle præferencer.

* Loven får Danmark til at omlægge en del af udviklingsbistanden til Uganda.

Kilde: CNN Library og Den Store Danske Encyklopædi

/ritzau/