Fakta om skærpede regler om spionage

admin

10 år siden

|

18/01/2014

Dagens topnyheder

* 29. december foreslog den afgående chef for Politiets Efterretningstjeneste, Jacob Scharf, i Politiken at skærpe straffen for spionage fra udenlandske efterretningstjenester i Danmark.

* Straffelovens centrale spionagebestemmelser skal moderniseres, så den slags spionage også kan være en forbrydelse mod staten.

* Efterretningstjenesten har ifølge Scharf ikke optimale rammer til at beskytte Danmark og danskerne mod spionage.

* Straffelovens paragraffer stammer fra Den Kolde Krig med Østblokkens lavteknologiske spionage mod staten. Ifølge paragraf 107 er det strafbart at give fremmede magter oplysninger om »forhold, der af hensyn til danske stats- eller samfundsinteresser skal holdes hemmelige«.

* »Efterretningsvirksomhed i dag handler i høj grad om indsamling af oplysninger, som ikke nødvendigvis skal hemmeligholdes af hensyn til danske stats- og samfundsinteresser, men som vi af andre grunde naturligvis ønsker at beskytte«, siger Jacob Scharf til Politiken.

* Persondataloven skal sikre, at danske myndigheder og virksomheder ikke misbruger borgernes personlige oplysninger. Loven er "næppe" tilstrækkeligt værn mod en fremmed stat, der samler personoplysninger ind i Danmark, mener Jacob Scharf.

* Straffeloven er løbende opdateret med bestemmelser om 'cyber-kriminalitet' mod personer og virksomheder, oplyser professor i strafferet Jørn Vestergaard ved Københavns Universitet.

* 16. januar siger justitsminister Karen Hækkerup (S) i et svar til Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup: "I Lyset af PET's overvejelser vil jeg naturligvis være åben for en ændring af reglerne, hvis der måtte være behov herfor."

/ritzau/