Den egyptiske valgkommission bekræftede tirsdag, at general Abdel Fattah al-Sisi vandt præsidentvalget i Egypten. Søndag bliver han taget i ed. Her følger fakta om Sisi:
* Abdel Fattah al-Sisi, der er Egyptens tidligere forsvarschef og forsvarsminister, vandt det egyptiske præsidentvalg 26.-28. maj med knap 96,91 procent af stemmerne.
* Abdel Fattah al-Sisi er født 19. november 1954 i Kairo.
* Han er uddannet på Egyptens militærakademi i 1977 med diplom i militære studier.
* Hosni Mubarak udnævnte ham til efterretningschef i militæret som den yngste nogensinde.
* Han er som mange egyptiske officerer beundrer af den afdøde nationalistiske præsident Gamal Abdel Nasser.
* Abdel Fattah al-Sisis opstilling til præsidentvalget blev mødt med begejstring hos hans tilhængere, men den udløste samtidig konflikt og splittelse i forhold til den islamistiske opposition.
* Sisi har den seneste tid ifølge nyhedsbureauet Reuters blandt andet sagt:
- Vi har brug for amerikansk støtte til at bekæmpe terrorisme. Vi har brug for amerikansk udstyr til at slås mod terrorisme.
- Jeg lover at arbejde hårdt, og jeg beder alle om at tage ansvar sammen med mig. At bygge denne nation er alles ansvar.
/ritzau/