FAKTA: Endnu flere sanktioner mod Rusland på vej

admin

10 år siden

|

26/04/2014

Dagens topnyheder

G7 og EU er nu parat med flere sanktioner overfor Rusland. Igen er det enkeltpersoner, de rammer, mens truslen om økonomiske sanktioner bliver liggende i skuffen.

* 6. marts: På et ekstraordinært topmøde i Bruxelles om krisen i Ukraine vedtager EU's stats- og regeringschefer en tretrinsraket af sanktioner mod Rusland.

Forhandlinger med Rusland om visumliberalisering og en ny samarbejdsaftale, kendt som The New Agreement, bliver suspenderet øjeblikkeligt.

Trin et og to i raketten omhandler visumregler samt sanktioner mod enkeltpersoner. Trin tre er endnu ikke beskrevet i detaljer, men ventes at kunne omfatte våbenembargo, handelsembargo og stop for europæisk import af olie og gas fra Rusland.

* 17. marts: EU's udenrigsministre vedtager målrettede sanktioner mod 21 enkeltpersoner. Det drejer sig om otte Krim-borgere og 13 russere, som har et direkte ansvar for krisens optrapning på sortehavshalvøen, Krim.

De 21 politikere og militærfolk får indefrosset deres penge i europæiske banker og bliver nægtet indrejse i EU.

Samme dag indfører USA sanktioner mod 11 personer heraf to af Putins nærmeste medarbejdere.

* 20. marts: EU's stats- og regeringschefer føjer 12 nye navne til sanktionslisten, så i alt 33 personer bliver ramt af EU- sanktioner. Og USA føjer yderlig 20 personer til deres liste.

* 26. april: G7-landene bliver enige om hurtigt at pålægge Rusland yderligere sanktioner som følge af krisen i Ukraine. Det fremgår af en erklæring fra gruppen, som Det Hvide Hus offentliggør.

En kilde med indblik i overvejelserne siger, at EU ventes at udvide sin sanktionsliste med 15 nye navne med fokus på russere, som beskyldes for at være ansvarlige for uroen i Ukraine.

USA planlægger at gå efter både privatpersoner og instanser. Flere af præsident Putins nærmeste medarbejdere havner sandsynligvis på den amerikanske sanktionsliste, siger en kilde ifølge Reuters.

/ritzau/