Fakta: Berlingske Media er Danmarks ældste mediehus

admin

11 år siden

|

15/10/2013

Dagens topnyheder

Hermed et overblik over Berlingske Medias historie, nu da Mecom har droppet at sælge mediehuset:

* Ernst Henrich Berling udgiver i 1749 den første udgave af Den Berlingske Avis i København. Avisen skifter siden navn til Berlingske Tidende.

* I 1914 bragte avisen for første gang et foto, og to år senere i 1916 udkom B.T. for første gang.

* Berlingske starter Jyske Tidende, der nu er en del af det fusionerede JydskeVestkysten.

* I 1964 er Berlingske Tidende Danmarks største dagblad og B.T. det næststørste. Med over 3000 medarbejdere er virksomheden en af landets største.

* 1971: Berlingske Aftenavis bliver til Weekendavisen.

* 1977: Rationaliseringsplaner og indførelse af ny teknik ender i en 141 lang typografstrejke, der lammer Berlingske Tidende, B.T. og Weekendavisen.

* I 1982 er ejerkapitalen tabt og Berlingske er på randen af konkurs. Landsretssagfører Kristian Mogensen retter henvendelse til en række investorer for at få kapital tilført. Redningsaktionen lykkes og især Mærsk Mckinney Møller skyder millioner i avisen.

* I 1999 under chefredaktør Peter Wivel udgiver avisen en kulegravende artikelserie om Riffelsyndikatet, der solgte våben til tyskerne under Anden Verdenskrig. Firmaet var dengang ejet af A.P. Møller. Da den første artikel bliver trykt, reagerer Mærsk Mc-Kinney Møller ved at sælge sine aktier.

* 2000: Norske Orkla køber Berlingske, som bliver en del af Orkla Media, en af Nordens fem største mediegrupper.

* I 2006 køber det britiske medieselskab Mecom Berlingske, der nu ejer en lang række danske medier.

* I dag ejer Berlingske Media blandt andet Berlingske, BT, Weekendavisen, Århus Stiftstidende, sporten.dk og business.dk, Berlingske Nyhedsbureau, Radio24syv, aok.dk, sporten.dk og Randers Amtsavis.

* Berlingske Media har i dag omkring 2100 medarbejdere og omsatte i 2012 for næsten 2,8 milliarder kroner.

* I alt står Berlingske Media for over 200 trykte og digitale udgivelser, men har i løbet af i år skilt sig af med sit delejerskab i JydskeVestkysten og boligsiden Boliga samt solgt en række lokalaviser til Sjællandske Medier A/S.

(Kilder: Berlingskemedia.dk m.fl.)

/ritzau/