Når ansatte på landets bosteder møder på arbejde om morgenen, skal de være sikre på, at de også kommer levende hjem.
Det mener Dennis Kristensen, der er formand for de offentligt ansattes fagforbund, FOA. Han kræver omgående handling, efter at en kvindelig ansat på det socialpsykiatriske bosted Center Lindegaarden i Roskilde natten til lørdag er blevet dræbt af en beboer.
- Det er dybt tragisk, at der endnu en gang er sket et drab på et bosted.
- Det indikerer jo, at de faggrupper, der arbejder i socialpsykiatrien er udsat for en særlig risiko. Det har vi prøvet på at få skiftende regeringer til at indse, siger Dennis Kristensen.
FOA og flere andre fagforeninger - heriblandt Socialpædagogernes Landsforbund - har flere gange argumenteret for, at der skal laves en national handlingsplan for at sikre de ansatte på sociale døgntilbud bedre.
Men selv om FOA har holdt møder med skiftende ministre, som ifølge formanden også har ønsket handling, er der fortsat ingen plan.
- Vi har peget på en national handlingsplan, hvor man får samlet alt, hvad der kan gøres. Vi skal sikre, at de, der arbejder med mennesker, har en sikkerhed for at komme levende hjem, når de går på arbejde om morgenen, siger Dennis Kristensen.
I maj skal FOA igen holde møde med relevante ministre.
- På mødet er vores budskab: Lad os stoppe med at diskutere og lad os handle, siger Dennis Kristensen.
En 30-årig mandlig beboer er blevet anholdt i forbindelse med drabet på Center Lindegaarden.
Knivstikkeriet skete ved 20.00-tiden fredag aften.
/ritzau/