Færre lejere bliver smidt på gaden

Michael Lauritsen

|

21/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når en lejer bliver smidt på gaden med sin familie af kongens foged, er det ofte starten på en social rutsjetur. For 3124 lejere var en udsmidning virkelighed i 2013.

Den glædelige nyhed er, at det er 674 færre end sidste år. Og langt færre end i 2011, hvor 4405 blev smidt ud af deres bolig, viser en opgørelse fra Domstolsstyrelsen.

Boligminister Carsten Hansen (S) glæder sig over, at antallet er faldet, men tallet er stadig for højt.

- 3124 er stadig et højt tal. Men vi er nået et stykke, og jeg er meget tilfreds med, at det samlede antal udsættelse er faldet med mere end 30 procent, siden regeringen tiltrådte. Men vi har stadig en opgave med at få tallet længere ned, siger Carsten Hansen.

Han fremhæver en by som Aalborg, hvor 120 lejere blev sat ud af deres bolig i 2011. I 2013 var tallet 42. Også i København, Odense og Aarhus er tendensen den samme.

Desværre er der også kommuner, hvor udviklingen er gået den gale vej. Det gælder Hjørring, hvor tallet er steget fra 32 i 2011 til 43 i 2013.

- Vi har fuld fokus på det, og vi er i øjeblikket ved at se på, hvorfor nogle kommuner - for eksempel Aalborg - er langt bedre til det at hjælpe lejerne end andre. For der er stadig plads til forbedring, siger han.

Han mener, at tallene viser, at det var rigtigt at fjerne kontanthjælpsloftet og starthjælpsydelsen, som den tidligere VKO-regeringen indførte.

- De ekstra penge er med til at sikre, at økonomisk udsatte lejere kan betale deres husleje i stedet for at blive sat ud af kongens foged, siger han.

Ifølge Carsten Hansen har kommunernes og boligselskabernes intensiv gældsrådgivning og hjælp til lejere, der kommer i uføre, gjort en forskel.

- Deres indsats skal virkelig anerkendes.

/ritzau/

Ads by MGDK