Færre frysepizzaer og mere kvalitet hos Coop

admin

10 år siden

|

03/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Færre frysepizzaer og cup noodles, flere økologiske og spændende råvarer.

Tirsdag præsenterede Coop et nyt initiativ, der skal få danskerne til at gå mere op i madkvalitet.

- Danskerne ser underholdningsprogrammer som aldrig før om mad og kager. En stor del af tv handler om mad, men vi kan i stadig mindre grad selv lave maden. Vi bygger dyre samtalekøkkener, men laver ikke mad i dem, siger food-direktør hos Coop Jens Visholm.

Ifølge Coop viser flere undersøgelser, at danskerne er nogle af dem, der bruger færrest penge på dagligvarer i Europa, men det skal der laves om på med Coops nye madmanifest.

I manifestet indgår blandt andet, at Coops interne madkompetence skal højnes, at danske varer skal prioriteres og markedsføres, og at 50 procent af fødevarerne i Coops butikker skal være unikke Coop-varer.

- Det er et omdrejningspunkt, som vi vil arbejde med i alle vores kæder, men det vil udmønte sig lidt forskelligt. Vi har nogle andre muligheder i et Kvickly-varehus på 4000 kvadratmeter med 14.000 varer end i en fakta med 2000 varer på hylderne, forklarer Jens Visholm og fortsætter:

- Vi håber på, at vi kan få danskerne til at prioritere mad mere. Forhåbentlig kan vi skabe så meget begejstring hos dem, som normalt prioriterer nye mobiler og fladskærme, så de udskyder at købe en ny mobil et par måneder og bruger lidt flere pengene på mad.

Madmanifestet er en del af den relancering af Coop, som den administrerende direktør Peter Høgsted annoncerede i januar kort efter sin tiltrædelse.

Dengang sagde Peter Høgsted til Berlingske, at detailbranchen er fantasiløs, og at Coops forbrugere skal have et anderledes varesortiment.

Coop står bag dagligvarekæderne Super Brugsen, Kvickly, Fakta og Irma og har 1200 butikker rundt i hele landet.

/ritzau/