Der er færre danske chauffører, der sidder i kø på de tyske motorveje eller fylder på de tyske rastepladser. Bulgarere og rumænere har taget pladserne. Det kan man se af nye tal fra de tyske trafikmyndigheder, skriver Fagbladet 3F.
Tallene viser, at antallet af danske lastbiler, der kører i Tyskland, faldt med 15,6 procent fra 2011 til 2012. Og østrigske, italienske og belgiske lastbiler mærker samme tendens. Omvendt har bulgarske, rumænske og polske lastbiler fået mere at køre med. Bulgarske lastbiler kørte 24 procent flere kilometer i Tyskland, når man sammenligner 2012 med 2011. Rumænske lastbiler slider 15,5 procent mere tysk asfalt.
3F's transportgruppe peger på to forklaringer på, at danske chauffører mister gods at køre med: Løndumping og piratkørsel..
I 2012 slog 3F og de danske vognmænd i DTL. Det samme gør vognmænd og chauffører i resten af Vesteuropa. Senest med en fælles advarsel til Siim Kallas, der er EU-kommissær for transport. Den går på, at EU skal droppe sine planer om at transport på Europas veje skal liberaliseres yderligere. Ellers vil udviklingen koste endnu flere job.
I efteråret sagde transportminister Henrik Dam Kristensen (S), at han siger nej til øget liberalisering. Også den franske regering siger fra, når det gælder EU's plan, og i Tyskland, Danmark, Norge, Sverige, Frankrig og Holland er der modstand mod yderligere liberalisering
Der er dog også danske vognmænd, der tjener penge på trafikken, hvor danske, belgiske, tyske og østrigske chauffører skiftes ud. Danske vognmænd opretter datterselskaber i Polen, Rumænien og Bulgarien, hvor chauffører får under 50 kroner i timen.