Fængselsbetjente er dobbelt så syge som andre i staten

admin

9 år siden

|

10/05/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter tre år med faldende sygefravær i Kriminalforsorgen stiger sygefraværet igen blandt fængselsbetjente, og det skyldes blandt andet, at de indsatte er mere voldelige, mener Fængselsforbundet.

I 2014 var landets fængselsbetjente i gennemsnit syge 18,2 dage. Det er en halv dag mere end i 2013, hvor gennemsnittet lå på 17,7 dage.

Og udviklingen ser ud til at fortsætte i år. Omregnet til helårstal lå sygefraværet i 1. kvartal af 2015 på 19,9 dage mod 18,9 dage i samme kvartal af 2014.

Fængselsbetjentene er dermed syge mere end dobbelt så meget som statens øvrige medarbejdere, skriver Fængselsforbundets blad, Fængselsfunktionæren.

Sygekurven går i vejret samtidig med, at de indsatte er blevet mere voldelige. Antallet af voldsepisoder mod personalet er steget fire år i træk, og i gennemsnit bliver en fængselsbetjent overfaldet hver dag.

De to ting hænger sammen, vurderer Fængselsforbundets kasserer, Ina Rasmussen, der også er forbundets tovholder på arbejdsmiljøområdet:

- Det er jo nærliggende, at der er en sammenhæng mellem den stigende mængde fysisk og psykisk vold over for vores medlemmer og det stigende sygefravær, siger hun til Fængselsfunktionæren.

Desuden er den manglende sygeopfølgning og det øgede arbejdspres medvirkende til den negative udvikling, mener hun.

I Kriminalforsorgens HR-afdeling er man ikke alarmeret over, at medarbejderne er mere syge og påpeger, at sygefraværet faldt året før. Men man er samtidig opmærksom på, at det ikke må stige igen.

- Det er ikke godt nok. Sygefraværet skal ned, siger Eva Worm, der er enhedsleder for strategi og udvikling i Koncern HR, til Fængselsfunktionæren.

- Det arbejder vi målrettet på, og koncernledelsen følger nøje med i arbejdet. Blandt andet har HR-enhederne i de fire områdekontorer formuleret hver sin handleplan for sygefravær.

/ritzau/