Facebook gør det muligt at chatte i fortrolighed

admin

441 uger siden

|

08/07/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det sociale netværk Facebook oplyser fredag, at virksomheden vil lancere en ny kryptering på nettjenestens beskedapplikation, Messenger.

Krypteringen skal blandt andet beskytte brugere mod andre, der skaffer sig adgang til beskederne, så de kun kan læses af afsenderen og modtageren.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den amerikanske teknologigigant oplyser, at funktionen vil få navnet "secret conversations" - hemmelige samtaler.

- At tilbyde flere måder at dele ting med hinanden i sikkerhed er en vigtig del af at gøre verden mere åben og forbundet, skriver Facebooks vicedirektør, David Marcus, på sin Facebook-side.

- Ligegyldigt om du spørger din læge om råd, sender følsomme kontooplysninger til din ægtefælle eller et personnummer, så er det vigtigt at have muligheden for at udveksle den slags oplysninger.

Facebook har tidligere på året lanceret krypteringen på WhatsApp - en anden beskedfunktion. Google, Apple og andre teknologivirksomheder har udviklet tilsvarende funktioner.

Tiltaget er blevet kritiseret af politikere og myndigheder, der mener, at krypteringen giver kriminelle frit lejde til at operere under myndighedernes radar.

I en pressemeddelelse understreger Facebook, at funktionen bliver valgfri, "fordi mange vil have muligheden for at skifte mellem enheder som tablet, computer og telefon". Krypterede beskeder kan kun læses på en enkelt enhed.

Facebook regner med at lancere funktionen i løbet af sommeren.

Den amerikanske regering har i år været i åben strid med en anden teknologigigant, Apple, for at få virksomheden til at dekryptere en telefon, der blev brugt af gerningsmanden bag massakren i San Bernadino sidste år, hvor 14 blev dræbt.

Myndighederne opgav senere sagen, da det lykkedes at åbne telefonen uden Apples hjælp.

Ifølge Facebook er der 900 millioner brugere af Messenger.

/ritzau/AFP