EU venter med nye regler for registrering af mobildata

admin

10 år siden

|

05/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der tegner sig ifølge justitsminister Karen Hækkerup (S) "et broget billede" ved debatten med de øvrige EU-ministre om, hvad EU - om noget - skal gøre, efter at EU-Domstolen for nylig underkendte et omstridt direktiv om lagring af data.

EU-landenes justits- og indenrigsministre har torsdag på et møde i Luxembourg gjort en første status over konsekvenserne af underkendelsen af direktivet, der pålagde telebranchen at gemme privatpersoners data fra telefon-, sms- og internettrafik i mellem seks og 24 måneder.

Danmark er et af de lande, der allerede har ophævet en del af sine nationale regler - og afgjort, at andre dele til fulde lever op til diverse sikkerheds- og forsigtighedskrav.

Karen Hækkerup har på torsdagens drøftelse med de øvrige justitsministre ikke hørt noget, der får hende til at finde anledning til yderligere ændringer i Danmark.

Men der tegner sig heller ikke noget klart billede af, om EU's medlemslande synes, der er brug for nye regler til afløsning for det underkendte direktiv.

- Generelt er holdningen, at den type informationer spiller en stor og vigtig rolle, når vi skal opklare kriminelle forhold.

- Derfor er det også vigtigt, at vi finder ud af, hvordan reglerne skal være i fremtiden. Skal der være et direktiv, eller skal man basere sig på nationale regler, siger Hækkerup.

Ifølge den danske minister er det endnu langt fra alle lande, der har fundet ud af, om EU-Domstolens underkendelse af logningsdirektivet betyder, at de må ændre deres nationale lovgivning.

Og på EU-plan må man under alle omstændigheder vente på, at der bliver udnævnt og indsat en ny kommission senere i år, før det giver mening at overveje, om der skal et nyt forslag på banen.

- Der er nogle, der siger, at det er vigtigt at værne om de rettigheder, vi har. Omvendt er der ikke nogen, der ikke synes, det er godt at have et instrument til at opklare store forbrydelser.

- Nu afventer vi, at der skal komme en ny kommission, der skal træffe beslutning om den slags ting, siger Hækkerup.

/ritzau/