EU-landenes udenrigsministre er med kort varsel indkaldt til et møde om Ukraine. Mødet bliver holdt torsdag klokken 14 i Bruxelles, oplyser diplomatiske kilder til Ritzau.
Der er endnu ikke meldt noget offentligt ud om dagsordnen for mødet. Men både EU's udenrigschef, Catherine Ashton, kommissionsformand José Manuel Barroso og flere EU-lande har givet udtryk for, at EU må indføre sanktioner mod Ukraine.
Onsdag formiddag er EU-landenes ambassadører med særligt ansvar for sikkerhedspolitik samlet til møde i Bruxelles, formentlig med henblik på at forberede et forslag til vedtagelse blandt ministrene torsdag.
Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), oplyser, at han deltager i hastemødet torsdag i Bruxelles.
Såvel EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, som EU's udenrigschef, Catherine Ashton, udtrykker dagen før hastemødet bekymring for det seneste døgns eskalerende vold.
- Vi har gjort det klart, at EU vil besvare enhver forværrelse af situationen.
- Vi forventer derfor, at vores medlemslande som en hastesag kan enes om målrettede sanktioner mod dem, der har ansvaret for volden og den overdrevne voldsanvendelse, skriver Barroso i en pressemeddelelse.
- Set i lyset af den dramatiske forværring af situationen i Ukraine opfordrer EU's udenrigspolitiske chef alle ansvarlige til øjeblikkeligt at stoppe volden, skriver Catherine Ashtons kontor i en pressemeddelelse.
Den tyske formand for Europaparlamentet, Martin Schulz, er rystet over udviklingen i Ukraine.
- Det er dybt chokerende og uacceptabelt. Der kræves en stærk og presserende aktion, siger han i en pressemeddelelse.
I løbet af det seneste døgn har mindst 25 mennesker mistet livet under voldsomme sammenstød mellem demonstranter og ukrainsk politi omkring Uafhængighedspladsen i den centrale del af hovedstaden Kijev.
Området omkring pladsen ligner en krigszone, og hundredvis af mennesker er blevet såret under voldshandlingerne.
/ritzau/