EU truer Rusland med sanktioner

admin

10 år siden

|

03/03/2014

Dagens topnyheder

EU holder på torsdag et ekstraordinært topmøde om situationen i Ukraine.

Det oplyser diplomatiske kilder i forbindelse med mandagens ekstraordinære udenrigsministermøde i Bruxelles.

Efter mødet siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R), at EU er klar til i løbet af to dage at lukke for forhandlinger om visumliberalisering og en ny økonomisk aftale med Rusland.

Det vil ifølge teksten fra ministrenes møde træde i kraft, hvis ikke man hurtigt nedtrapper situationen i forhold til Ukraine.

En naturlig anledning til at formalisere beslutningen, så den kan træde i kraft, vil være det ekstraordinære topmøde på torsdag, som EU-præsident Herman Van Rompuy mandag aften formelt indkaldte stats- og regeringscheferne til.

- Stats- og regeringscheferne vil diskutere den seneste udvikling i Ukraine og hvordan man kan fremme den nødvendige nedtrapning af situationen, hedder det i en pressemeddelelse fra Van Rompuy.

Mødet er sat til at begynde torsdag klokken 11.30 og forventes at vare tre en halv time.

Det er endnu uklart, om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil kunne nå hjem fra sin officielle rejse til Asien, så hun kan deltage.

Udenrigsminister Martin Lidegaard siger, at han og kollegerne fra de andre 27 EU-lande mandag også er enedes om at gå videre med den faktiske gennemførelse af de sanktioner mod udvalgte ukrainere, som der blev politisk enighed om for halvanden uge siden.

De sanktioner omfatter indrejseforbud og indefrysning af værdier. De er rettet mod personer, der har været direkte ansvarlige for voldshandlinger og menneskerettighedskrænkelser i dagene forud for præsident Viktor Janukovitjs fald forrige weekend.

Desuden vil listen efter ukrainsk ønske blive tilføjet en række personer, der uretmæssigt har beriget sig fra den ukrainske stats midler.

Det er stadig ikke klart, hvornår de sanktioner vil kunne træde i kraft.

Udenrigsministrene har på mødet også som ventet besluttet, at EU trækker sig fra alle forberedende møder forud for et planlagt G8-topmøde, som skal finde sted til juni i den russiske by Sotji.

Endelig bakker udenrigsministrene op om forsøget på straks at få etableret en observatørmission i Ukraine under ledelse af Den Europæiske Sikkerheds- og Samarbejdsorganisation, OSCE.

Martin Lidegaard siger, at Danmark allerede har tilbudt at bidrage økonomisk til en sådan OSCE-mission.

/ritzau/