EU-lande vil have register over flypassagerer i en fart

admin

9 år siden

|

20/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kontrollen ved EU's ydre grænser skal skærpes markant, og alle rejsende, også EU-borgere, skal systematisk kontrolleres mod databaser, når de rejser ind og ud over unionens grænser.

Sådan lyder opfordringen fredag i Bruxelles, hvor EU's justits- og indenrigsministre har holdt et ekstraordinært møde, der blev hasteindkaldt efter terrorangrebene i Paris sidste weekend.

- EU-Kommissionen er klar til inden udgangen af i år at præsentere en plan for en Schengen-reform, der skal muliggøre systematisk og obligatorisk tjek af alle rejsende ved de ydre grænser, siger den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve.

Han understreger, at det også gælder alle, som er omfattet af fri bevægelighed efter gældende Schengen-regler.

Justitsminister Søren Pind (V) siger, at EU skal have bragt sine ydre grænser under kontrol.

- Den kontrol, der er, er yderst lemfældig, og selv når der er kontrol, så hjælper den ikke ret meget, siger Søren Pind efter mødet.

På EU-mødet i Bruxelles var der en voldsom frustration over, at hjernen bag angrebene i Paris, hvor mindst 129 mennesker blev dræbt, ikke blev stoppet i tide.

I stedet kunne den internationalt efterlyste belgiske islamist, Abdelhamid Abaaoud, tilsyneladende rejse fra krigen i Syrien og tilbage til Europa for at planlægge og organisere angrebene i Paris uden at blive opdaget.

Abdelhamid Abaaoud blev onsdag dræbt under en politiaktion i Paris-bydelen Saint-Denis.

Samtidig vil EU-landene inden årets udgang have vedtaget et omdiskuteret europæisk register over flypassagerer, så det bliver nemmere at holde øje med mistænkelige rejsemønstre og opdage potentielle terrorister.

Et register over flypassagerer - Passenger Name Record forkortet PNR-registret - skal også omfatte rejser inden for EU, og oplysningerne skal opbevares i et år, siger den franske indenrigsminister.

- PNR er et uundværligt værktøj i kampen mod terror, siger indenrigsministeren.

Med ekstra tryk på budskabet slår Cazeneuve fast, at han ikke kan acceptere EU-Parlamentets ønske om at begrænse adgangen til personoplysninger til en måned.

Bernard Cazeneuve mener, at "ikke en eneste fransk statsborger og EU-borger" vil kunne forstå, at "EU-Parlamentet fortsat skal blokere" for dette.

Europaparlamentet er stærkt bekymret over den elektroniske masseovervågning af EU-borgere, hvilket længe har forsinket behandlingen af forslaget.

Justits- og indenrigsministrene havde fredag lynindkaldt formanden for parlamentets borgerrettighedsudvalg, Claude Moraes, for at diskutere vejen videre frem.

/ritzau/