EU's stats- og regeringschefer er på EU-topmødets første dag blevet enige om nye sanktioner mod Rusland.
- 12 nye personer rammes af indrejseforbud og indefrysning af midler, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til pressen efter et møde med stats- og regeringscheferne.
Derudover har EU-cheferne bedt EU-Kommissionen om at gå i gang med at forberede økonomiske sanktioner.
Det indebærer ifølge Thorning økonomiske og finansielle restriktioner over for Krim og alle, der forsøger at sætte sig på magten og på aktiverne på den ukrainske halvø.
- Vi har tidligere meldt klart ud, at EU vil gribe til sanktioner, hvis Rusland fortsatte i den forkerte retning. I aften er vi gået videre og har indført nye sanktioner, siger hun.
21 russere og Krim-borgere er allerede sat på sanktionslisten af EU's udenrigsministre mandag. Nu er der 33 personer på listen.
Thorning siger, at de har besluttet at ramme personer tættere på Ruslands præsident, Vladimir Putin, men vil ikke afsløre nogen navne.
- Tre af dem er meget højt rangerende, siger EU-præsident Herman Van Rompuy efter mødet, som sluttede ved midnatstid torsdag.
Ruslands annektering af Krim skal også have konsekvenser for landets internationale samarbejde.
- Det ser vi allerede i næste uges G7-møde, hvor Rusland er blevet udelukket fra at deltage. Og så aflyser vi topmødet mellem EU og Rusland i juni, siger Helle Thorning-Schmidt.
Derudover vil de enkelte EU-lande indtil videre ikke holde normale bilaterale topmøder med Rusland, siger Van Rompuy. Den formulering holder muligheden åben for, at landene kan holde særtopmøder med Putin om den aktuelle krise.
Han vil ikke sige, hvad der skal til for at udløse den såkaldte fase tre af sanktioner, som er mere omfattende økonomiske sanktioner:
- Vi vil vurdere enhver handling og enhver hændelse for at se, om den udløser fase tre. Vi er i gang med at forberede og overveje alle muligheder.
På spørgsmålet om, hvorvidt overvejelserne også rummer muligheden af en europæisk våbenembargo mod Rusland, svarer Van Rompuy:
- Vi dækker alle økonomiske områder.
Ifølge EU-præsidenten vil ethvert yderligere skridt fra russisk side for at destabilisere situationen i Ukraine få vidtrækkende konsekvenser. Målet er at genskabe Ukraines suverænitet og i den forbindelse få en forhandlingsløsning, tilføjer han.
Både Van Rompuy og Thorning understreger vigtigheden af øjne og ører på jorden i Ukraine.
- Vi opfordrer til en øjeblikkelig aftale om en OSCE observatørmission i Ukraine, og vi beder EU's udenrigschef om at forberede arbejdet for at fremme arbejdet for en OSCE-mission, siger Van Rompuy.
Kan det ikke lade sig gøre, vil EU sende egne observatører til Ukraine, siger Thorning.
/ritzau/