Mens det tidligere i høj grad var enlige mænd, der søgte om beskyttelse i Danmark, udgør børn nu en stadig større gruppe blandt asylansøgerne.
Ifølge Radio24syv var 20 procent af de mennesker, der søgte om beskyttelse i Danmark i 2014, under 18 år. I 2015 var andelen af børn steget til 30 procent, viser nye tal fra Udlændingestyrelsen.
Asylchef hos dansk Røde Kors, Anne la Cour, bekræfter, at antallet af børnefamilier og uledsagede flygtningebørn er steget.
Det bryder med det tidligere mønster, hvor asylansøgerne i langt de fleste tilfælde var enlige mænd, siger hun.
- Det er en helt klar tendens. Familierne udgør en større andel end de enlige mænd, og det har vi jo ikke set tidligere, hvor de enlige mænd jo har været dominerende i asylbilledet, siger hun til Radio24syv.
Anne la Cour vurderer, at det er den snart fem år lange borgerkrig, som er årsagen til, at flere familier vælger at vende ryggen til deres tilværelse i hjemlandet for at flygte.
Det er migrationsforsker Martin Lemberg-Pedersen er enig i.
Han mener også, at flygtningene og migranterne har hørt om de politiske stramninger på asylområdet og den øgede grænsekontrol, som flere europæiske lande - herunder Danmark - har indført.
- Der er et rygte om, at Europa er ved at lukke ned, og at flere lande lukker muligheden for familiesammenføring, hvilket får de mere sårbare grupper, som ellers ville blive tilbage og håbe på familiesammenføring, ud på flugtruten, siger Martin Lemberg-Pedersen til Radio24syv.
I 2014 søgte 2954 børn om asyl i Danmark. I 2015 var tallet steget til 6278. Heraf var 2068 af børnene uledsagede og kom til Danmark uden deres forældre. I alt søgte 21.225 mennesker om asyl i Danmark i 2015.
/ritzau/