Boligejere med flekslån vælger i stigende grad de et-årige rentetilpasningslån fra, men de bevarer afdragsfriheden.
Det viser nye tal fra Danmarks Nationalbank. Fra september til oktober blev et-årige rentetilpasningslån for knap 9,5 milliarder kroner lagt om til en længere løbetid.
Liselotte Ravn Bærentzen, seniorøkonom i Realkredit Danmark, mener, at de lave renter spiller ind.
- Med de nuværende lave renter er der mange kunder, som har lyttet til realkreditinstitutternes anbefaling om at binde renten for en længere periode, siger hun i en skriftlig kommentar.
Andelen af et-årige flekslån er siden toppen i april 2012 skrumpet fra 31,15 procent til 26,37 procent. Det svarer til et fald på 58 milliarder kroner.
Den samlede mængde af et-årige flekslån udgør nu 381 milliarder kroner.
- Godt hjulpet på vej af de lave renter kan vi konstatere, at det er lykkedes realkreditinstitutterne at mindske udbredelsen af F1-lån og dermed nedbringe refinansieringsomfanget, fastslår Liselotte Ravn Bærentzen.
Når det gælder afdragsfriheden, er der ingen ændring. Godt nok vælges de et-årige flekslån fra til fordel for lån med en længere løbetid, men afdragsfriheden er intakt.
I oktober udgjorde lån med afdragsfrihed 56,44 procent af det samlede realkreditudlån, og det ændrede sig ikke i de nye månedstal.
Udbredelsen af lån med afdragsfrihed er dermed fortsat på sit højeste niveau siden 2003, hvor det blev muligt at låne penge uden at afdrage på gælden, men kun betale renter af lånet.
/ritzau/