Estland glæder sig til at byde danske soldater velkommen

admin

437 uger siden

|

09/07/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Estland står parat til byde op til 200 danske soldater velkommen, når de næste år rykker ind i det lille baltiske land som del af de nye Nato-styrker i medlemslande tæt på Rusland.

Det siger den estiske premierminister, Taavi Roivas, efter at Nato-topmødet i Warszawa har besluttet at udstationere kampklare bataljoner i Estland, Letland, Litauen og Polen.

- Vi er en alliance, hvor det er én for alle og alle for én. Og det at være til stede på hele territoriet sender et meget klart signal om det, siger Taavi Roivas til Ritzau.

- Det er meget vigtigt. Jeg er meget taknemmelig over for det danske folk og det danske forsvar, siger premierministeren, der på topmødet også har takket statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for den danske støtte.

Taavi Roivas siger, at Nato-soldaterne i Estland "sender en nødvendig besked om, at hele alliancens territorium vil blive forsvaret mod enhver trussel".

De danske soldater vil være en del af en britisk ledet bataljon, der skal indkvarteres i den lille by Tapa knap 150 kilometer fra den russiske grænse.

Estlands forsvarsminister, Hannes Hanso, kalder Natos beslutning om at udsende fire kampbataljoner til de baltiske lande og Polen for "historisk".

- Vi forventer, at Rusland vil forstå, at Nato mener forsvaret alvorligt over det hele. Der er ikke noget med at være et nyt medlem, lidt mindre medlem eller lidt mere medlem. Nato forsvarer sine grænser uanset hvor, siger Hannes Hanso.

Han siger, at Rusland allerede har vist sin vilje til at bruge militær magt mod nabolandene Georgien og Ukraine.

Russerne har desuden krænket Estlands luftrum flere gange, og i 2014 bortførte de en sikkerhedsofficer på estisk territorium og smed ham i fængsel i Rusland.

- Så vi ønsker ikke at løbe nogen risiko. Vi vil sikre os, at alle forstår, at vi mener forsvaret alvorligt. Det er hele meningen med afskrækkelsen, siger Hannes Hanso.

Mens briterne skal lede den fremskudte Nato-bataljon i Estland, skal Canada lede bataljonen i Letland, Tyskland tager føringen i Litauen og USA i Polen.

De fire Nato-bataljoner i medlemslandene tæt på Rusland ventes samlet at bestå af op imod 4000 soldater.

/ritzau/