Eriksen-boss efter EL-nederlag: Banen var en skændsel

admin

|

21/02/2014

Dagens topnyheder

Tottenham med Christian Eriksen på holdet tabte torsdag overraskende med 0-1 på udebane til ukrainske Dnipro i Europa League.

Manager Tim Sherwood langer efter det uventede nederlag ud efter græstæppet i Dnipropetrovsk, hvor de britiske gæster havde en god chance for at tage føringen i begyndelsen af anden halvleg.

I stedet for at skyde bolden over målstregen, så hamrede Roberto Soldado i fri position bolden langt over mål.

- Jeg er sikker på, at banen bærer en del af skylden for, at Robbie brændte den chance, siger Tim Sherwood.

- Jeg synes, at banen var en skændsel. Det er selvfølgelig ikke nogen undskyldning for nederlaget, for det var ens for begge hold, men det er den værste bane, jeg nogensinde har set. I hvert fald i lang tid, siger Tottenham-manageren.

Tim Sherwood roser trods alt også de ukrainske modstandere.

- Man skal også give Dnipro kredit. De spillede godt. Vi vidste på forhånd, at det var et godt hold med mange landsholdsspillere.

- Vi kunne selv have gjort det bedre, og jeg synes, at vores målmand måtte redde lidt for mange forsøg. Det har jeg sagt til drengene. De ved, at de kan gøre det bedre, siger Sherwood.

Christian Eriksen startede på bænken for Tottenham, men blev sendt på banen midtvejs i anden halvleg på et tidspunkt, hvor stillingen fortsat var 0-0.

Dnipro sikrede sig sejren med en scoring på straffespark 10 minutter før slutfløjt, efter at Jan Vertonghen havde nedlagt en ukrainsk modstander i straffesparksfeltet. Der er returkamp i London i næste uge.

/ritzau/