Erhvervsdelegation på charmeoffensiv i Kina

admin

|

24/04/2014

Dagens topnyheder

I denne uge indleder det danske regentpar et statsbesøg i Kina, hvor monarken og en større erhvervsdelegation skal gøre nationens hoser grønne i verdens folkerigeste nation.

Selv om væksten i den kinesiske økonomi er aftagende i en grad, så den i 2012 var på det laveste niveau siden 1999, er den danske samhandel med Kina fordoblet til 107 milliarder kroner.

Og i de seneste år er handelsbalancen skiftet, så Danmark eksporter mere til Kina, end vi importerer.

- Kina er langt vigtigere for dansk økonomi i dag, end de rene samhandelstal tilsiger. Succes på det kinesiske marked kan være afgørende for danske virksomheders langsigtede succes.

Det påpeger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S), som er en af regeringsrepræsentanterne på statsbesøget sammen med tre andre ministre, i en mail til Ritzau.

Den kinesiske økonomi gennemgår i disse år en forandring, og den giver gode muligheder for fortsat fremskridt i den danske eksport, vurderer Amy Yuan Zhuang, som er senioranalytiker af asiatisk økonomi hos Nordea.

- I dag består Kinas import primært af råvarer, men fremover vil det være forbrugsgoder, der kommer til at dominere økonomien. Middelklassen vokser, lønniveauet stiger 10 procent om året, og kineserne begynder at hoppe med på de samme forbrugertrends, vi ser herhjemme, forklarer hun til Ritzau.

Amy Yuan Zhuang fremhæver fødevarer, grøn energi og velfærdsteknologi som områder, hvor Danmark har gode muligheder for at sælge til kineserne.

- Men konkurrencen er ekstrem hård, og det skal man være forberedt på. Kina er en lagkage, som alle vil have et stykke af, og de danske virksomheder er ikke de eneste, der kan lave grøn energi eller lækre fødevarer.

- Derfor er det er vigtigt at brande både virksomhederne og Danmark som helhed, og et royalt besøg er virkelig noget, der tiltrækker kineserne, påpeger hun.

Siden 2005 er den danske vareeksport til Kina næsten tredoblet, så den sidste år var oppe på 31 milliarder kroner. Over en tredjedel af dette kommer fra varekategorien "huder, skind og pelsskind".

/ritzau/