Enhedslisten røde om ørene: Hvis vi ikke kan styre vores egen husholdningskasse, hvordan skal vi så kunne styre hele Danmarks økonomi?

admin

|

27/09/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvis vi ikke kan styre vores egen husholdningskasse, hvordan skal vi så kunne styre hele Danmarks økonomi?

Det spørgsmål fra en delegeret runger over Enhedslistens årsmøde søndag, hvor partiet må godkende et regnskab med et dundrende underskud på en million kroner for regnskabsåret 2014.

Regnskabet er bestemt ikke noget, Enhedslistens hovedbestyrelse er stolt af. Partiet har fået en advokat til at undersøge, hvordan det kunne gå så skævt.

Hovedbestyrelsesmedlem Mikkel Warming forsøger da heller ikke at hverken bortforklare eller forsvare resultatet.

- Det er selvfølgelig for ringe, siger han fra talerstolen.

- Der er ikke noget forsvar for det, der er sket. Der er kun læring i forhold til, hvad vi skal gøre fremover.

Som konsekvens af underskuddet var Enhedslistens egenkapital negativ med næsten 800.000 kroner ved regnskabets afslutning, men det skal være slut. Nu skal partiet opbygge en pengetank, så der er noget at tære på, forsikrer Warming.

- Man kan ikke føre ekspansiv finanspolitik for Enhedslistens pengekasse. Vi er nødt til på forhånd at spare op til folketingsvalg.

Ifølge Mikkel Warming er det blandt andet dårlig økonomistyring, der er skyld i miseren, og partiet har derfor ansat en person til at holde bedre styr på dets finanser.

Enhedslistens egen prognose viser, at økonomien går væsentligt bedre i år. Partiet regner med at få et overskud på 726.070 kroner, hvilket vil bringe egenkapitalen "op" på -71.482 kroner.

Næste år budgetterer partiet med et plus på 1,8 millioner kroner. Partiets største indtægtskilder er kontingenter, statsstøtte, partiskat og indsamlede midler. Det fremgår i øvrigt af regnskabet, at partiet spenderede 2,5 millioner kroner på folketingsvalget.

/ritzau/