Enhedslisten: Folketinget skal kunne stole på embedsmænd

admin

10 år siden

|

05/05/2014

Dagens topnyheder

Det var Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, der svingede kniven over tidligere justitsminister Morten Bødskov (S), da han måtte trække sig som minister efter at have løjet overfor Folketingets Retsudvalg i sagen om et aflyst besøg på Christiania.

Og hun er chokeret over, at tjenestemandsundersøgelsen af to topembedsmænd nu frikender dem for strafansvar, selvom Bødskov drøftede sagen med dem.

- Det er helt grundlæggende for vores demokrati og folkestyre, at Folketinget kan stole på, at man får sandheden fra ministre.

- Det er jo mildest talt mystisk, hvis de efter medvirken til en løgn til Folketinget ikke kan klandres for noget som helst, siger Pernille Skipper i en pressemeddelelse.

Hun er parat til at ændre lovgivningen, så "intet kan retfærdiggøre, at Folketinget føres bag lyset".

Også De Radikales gruppeformand, Christian Friis Bach, er indstillet på, at lovgivningen skal ændres, ligesom justitsminister Karen Hækkerup (S) har indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om emnet.

Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, undrer sig ligeledes over, at det med afgørelsen "accepteres, at embedsværket har været med til at skjule oplysninger for Folketinget".

- Folkevalgte skal altid kunne regne med de oplysninger, der bliver givet. Derfor er det også bekymrende, at embedsværket bliver behandlet så lempeligt i en sag, hvor det har bidraget til at skjule oplysninger for Folketinget.

- Det undrer mig, at der ikke bliver set på embedsmændenes rolle med større alvor, siger Simon Emil Ammitzbøll i en pressemeddelelse.

/ritzau/