Striben af bilafbrændinger i det storkøbenhavnske område fortsætter, selv om det med politiets ord går "den rigtige vej".
Natten til søndag er et enkelt køretøj blevet afbrændt i Kastrup, oplyser politiet.
En anmelder fra kvarteret, hvor bilen brændte, anmeldte branden klokken 3.19.
- Det er et problem, at nogen synes, at det er sjovt at sætte ild til biler. Det er stadig forkert at gøre, men heldigvis går det da den rigtige vej, siger vagtchef Henrik Stormer fra Københavns Politi.
Politiet har i nogen tid benyttet sig af observationsfly som en del af efterforskningen af bilbrande i hovedstadsområdet.
- Vi må bruge de redskaber, vi har mulighed for. Vi har brugt fly en del gange efterhånden. Det har ikke løst problemet for os endnu, men vi satser på, at det hjælper os til at få fingre i de ansvarlige, siger vagtchefen.
Politiet hører gerne fra vidner, der eventuelt har set noget mistænkeligt i området inden brandene.
Ildspåsættelserne i de københavnske gader har stået på i et par uger.
/ritzau/