16-årige Jesper Sørensen fra Poulstrup ved Vrå kan i morgen se sin største drøm gå i opfyldelse: Han har fået stablet et dansk progeria-træf på benene.
Han lider selv af den sjældne sygdom, der gør, at kroppen ældes alt for hurtigt. Han er den eneste i Danmark med progeria, og derfor ser han altid frem til de årlige træf, hvor progeria-børn fra hele verden mødes. Og i år er det i Danmark, takket være donationer på i alt 530.414 kroner, skriver TV2 Nord.
Læs også: Jesper vil samle progeria-ramte venner
Blandt andet har Jespers idol, Ib Grønbech spillet en støttekoncert.
- Kære alle. Tak for hver en krone, al jeres hjælp og idéer. Står man sammen og tror på det, kan rigtig, rigtig meget lade sig gøre! har en administrator skrevet på Jespers Facebook-side.
I alt 17 børn og deres familier fra 11 lande kommer til Danmark i morgen og bliver til mandag. De skal blandt andet i Faarup Sommerland, til stranden i Blokhus og køre gokart.
Læs også: Dreng i gammel krop er død
Gennemsnitslevealderen for et barn med progeria er 13 år. Derfor er børnene også vant til, at deres venner måske ikke kommer til næste års træf. Men ifølge Jespers mor er de gode til at støtte hinanden og hjælpe hinanden gennem sorgen.
Jesper ved også godt selv, at han lever på lånt tid - men han stræber efter at blive det ældste progeria-barn - gerne 25 år.