En 31-årig sygeplejerske er skyldig i tre drab og et drabsforsøg.
Det mener Retten i Nykøbing Falster, der fredag formiddag har kendt den tiltalte skyldig i en af dansk retshistories mest opsigtsvækkende drabssager.
Sygeplejerskens forbrydelser har fundet sted på det lokale sygehus i årene 2012-2015, hvor den 31-årige kvinde med dødelige doser af medicin har forgiftet sine ofre.
Siden sin anholdelse for mere end 15 måneder siden har den tiltalte nægtet sig skyldig. Men et enigt nævningeting bestående af seks nævninger og tre juridiske dommere er overbevist om kvindens skyld.
I domsafsigelsen forklarer retsformand Henrik Linde, at retten i sin afgørelse har lagt vægt på, at der var flere lighedspunkter mellem drabene.
- Der var tale om ældre og svagelige patienter, der alle har fået Stesolid og morfin, siger retsformanden.
Blandt andet derfor mener retten, at der efter alt at dømme er tale om den samme gerningsmand, og at denne gerningsmand har haft sin daglige gang på Nykøbing Falster Sygehus.
/ritzau/