Anne Mette Hansen kom ind i EM-truppen på yderste mandat, men siden da er det ikke meget, man har set til venstrebacken.
End ikke, da Stine Jørgensen måtte udgå med en forslået skulder i kampen mod Ungarn, så landstræner Jan Pytlick for alvor den unge københavners vej, men foretrak i stedet den udlærte fløjspiller Maria Fisker på pladsen.
- Vi har talt om det. Jan har stadig tillid til mig, og jeg har tillid til ham. Jeg ville gerne have spillet mere. Hvis jeg var tilfreds med at sidde ude på bænken, skulle jeg slet ikke være her, siger Anne Mette Hansen.
- Fisker gjorde det godt, og ungarernes spil lå godt til hende. Der var måske mindre plads til gennembrud, som er en af mine styrker.
Med knap 45 minutter på banen er hun den af de danske spillere, der er blevet benyttet mindst i EM hidtil.
Spilletiden er primært kommet i forsvaret, mens det ikke er meget, man har set til talentets solide skudarm og de dynamiske gennembrud.
- Jeg mener selv, jeg har gjort det godt, når jeg er kommet ind, og jeg har gjort mit bedste. Jeg har også spillet udmærket til træning. Men der må jo bare være nogen, der er bedre, siger Anne Mette Hansen.
Måske kommer der en chance onsdag mod Spanien. Landsholdslægen Morten Storgaard sagde tirsdag, at det ser sort ud med muligheden for at få Stine Jørgensen klar til den kamp.
Men selv om det ikke er blevet til de håbede spilleminutter endnu, har Anne Mette Hansen alligevel haft en god oplevelse ved at være med i sin anden slutrunde.
Særligt kampen mod Ungarn står som noget helt særligt.
- Det var det fedeste. Vi kunne nærmest ikke tale sammen på banen. Alligevel stod folk sammen og kæmpede bagdelen ud af bukserne. Det er sådan nogle kampe, man har drømt om, siden man var lille, siger Anne Mette Hansen.
/ritzau/