EM-holdet leder stadig efter sit farlige fløjspil

admin

10 år siden

|

16/12/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Teknisk stærke afslutninger fra fløjen og flyvende kontraspil har i to årtier hørt til det danske kvindelandsholds stærkeste våben.

Men ved EM i Ungarn og Kroatien er det ikke meget, man har set til nogen af delene, og af de fire fløjspillere i Jan Pytlicks trup, er det vel kun Maria Fisker, som har været tæt på topniveauet.

Ann Grete Nørgaard i venstre side og Trine Østergaard og Maibritt Kviesgaard modsat har været svingende og i virkeligheden ret anonyme.

- Vi havde en halvleg mod Polen, hvor Maria Fisker fik mange bolde, og det var det samme i anden halvleg mod Rumænien. Men ellers har der ikke været så meget, siger Ann Grete Nørgaard om det danske fløjspil.

Den hurtige Tvis Holstebro-spiller er øjeblikkelig dansk topscorer med 20 mål ved EM, men heraf er de 15 scoret på straffekast.

De knivskarpe kontrastød bliver sjældent ført igennem, og der har været flere missere end mål fra fløjpositionen.

- Vores kontrafase har ikke kørt, og vi talte om det efter kampen mod Ungarn, at vi egentlig burde have løbet mere med dem, for der var rigtig meget plads.

- Men da vi førte med en fire-fem mål, begyndte vi at spille længere angreb. Det blev lidt med livrem og seler, og det var også okay. Men mod Spanien skal det helst være anderledes.

- Vi har fået en lidt anden rolle på fløjene. Vi kommer mere med i nogle systemer, kommer med i nogle krydsløb og lægger pres. Så længe, vi vinder, er jeg ligeglad, men man vil jo altid gerne have nogle flere afslutninger, siger Ann Grete Nørgaard.

Landstræner Jan Pytlick mener ikke, fløjspillet bliver syltet. For ham er forklaringen på de manglende scoringer simpel: For mange afbrændere.

- De er blevet spillet op og spillet fri, men vi har brændt lidt for mange chancer. Mulighederne er der. Jeg er godt tilfreds med spillet ud mod fløjene, der mangler bare det sidste i afslutningerne.

/ritzau/