Det er overraskende, at et flertal i Folketinget for en øget indsats mod Uber er ved at smuldre.
Det mener Enhedslisten, der langer ud efter Socialdemokraterne, der ikke støtter et forslag fra SF, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
- Det overrasker os, at Socialdemokraterne ikke hopper med på vognen, for vi mener, at Uber er med til at danne en sort økonomi, siger transportordfører Henning Hyllested.
De tre partier foreslår, at der bliver dannet en særlig indsatsgruppe på tværs af skattemyndighederne, Trafikstyrelsen og politiet, som skal foretage tjek på samme måde, som der bliver gjort på danske byggepladser.
- Socialdemokraterne mener, at forslaget er for skrapt og konkret. Vi har inviteret dem med til at forhandle, men de vil ikke være med til den her skarpe udformning, lyder det fra Henning Hyllested.
Uber etablerede sig i Danmark i 2014. Men blot to timer efter virksomhedens ankomst til Danmark, blev Uber politianmeldt af Trafikstyrelsen, og Københavns Politi har anklaget mindst 24 Uber-chauffører for ulovlig taxakørsel.
Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn, mener, at man bør vente og se, hvad der kommer ud af de sager, før man går så voldsomt til værks, som EL, SF og DF ønsker.
- Jeg har stor sympati for Enhedslistens intentioner på det her område, men jeg mener, at vi skal passe på med, at vi ikke blander den lovgivende og dømmende magt sammen. Vi skal ikke sidde og fælde dom over et konkret firma, siger han.
Det undrer S-ordføreren, at Henning Hyllested angriber Socialdemokraterne for at vakle på indsatsen mod såkaldt "social dumping".
- Det kommer meget bag på mig. Men vi vil gerne være med til at sikre, at al taxakørsel i Danmark foregår efter lovens regler, siger Rasmus Prehn.
/ritzau/