Der er kun grund til ganske begrænset optimisme, inden verdens stormagter, repræsentanter for det syriske regime og landets opposition onsdag mødes i Schweiz for at diskutere den syriske borgerkrig.
Det mener Sune Haugbølle, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet og ekspert i Syrien.
- Det bedste, man kan håbe på, er, at parterne bliver enige om nogle praktiske ting.
- Man kunne nå frem til nogle våbenhviler forskellige steder i landet eller en fangeudveksling, som regimet har foreslået.
- Den humanitære situation er jo fuldstændig forfærdelig - børn dør af sult. Kan man få indstillet kampene omkring Damaskus, der har været afskåret for omverdenen i over et år, så har man vundet noget, siger Sune Haugbølle.
Han afviser imidlertid muligheden for, at mødet vil munde ud i en politisk løsning.
- Jeg tror ikke, der er nogen, der har forventninger om, at Geneve II-konferencen skal føre til en egentlig politisk løsning eller noget i retning af en afslutning på borgerkrigen.
- Den her samlingsregering, som USA og de vestlige lande har ønsket og har ladet være rammerne for konferencen, det er meget usandsynligt - eller rettere sagt umuligt, siger Sune Haugbølle og påpeger, at Assad-regimet har afvist at trække sig fra magten.
Af samme grund har Syrien-eksperten også svært ved at se, at Syriens Nationale Koalition (SNC) vil få noget som helst ud af at møde frem.
Han påpeger da også, at kun 58 af koalitionens 120 medlemmer har meldt sin ankomst.
- Ser man det fra oprørenes synspunkt, er det ligesom at erkende nederlaget at møde op. De kommer til at blive udstillet, for regimet har ikke noget med til dem, amerikanerne har heller ikke noget, så hvad skal de der overhovedet?
- Jeg kan godt forstå de folk fra SNC, der har meldt fra, siger Sune Haugbølle.
Han påpeger, at Assad-regeringen står så stærkt militært, at den ikke vil give sig, og omvendt har oprørskoalitionen heller ikke råd til nogen form for kompromis.
- Hvis SNC giver de mindste indrømmelser over for regimet, kan de risikere at miste al respekt og støtte fra alle oprørere i Syrien, siger Sune Haugbølle.
/ritzau/