Ekspert: Slagteriområde må nok acceptere mæglingsforslag

admin

|

17/03/2014

Dagens topnyheder

Der kan vente lønstigninger på det danske slagteriområde på trods af, at Danish Crown tidligere ikke har haft interesse i at hæve lønnen hos slagteriarbejderne.

Det er situationen efter, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og hovedorganisationen for fagforeninger (LO) har godkendt mæglingsforslaget fra forligsmanden.

- Slagteriområdet bliver nok nødt til at acceptere det, der ligger i mæglingsskitsen, i og med at de er medlem af et arbejdsgiverfællesskab, vurderer Christian Lyhne Ibsen, adjunkt ved forskningscentret for arbejdsmarkedsstudier på Københavns Universitet.

- Så vil der nok komme en lokal snak på virksomhederne i Danish Crown bagefter, hvor man vil sige, om der er mulighed for at gøre noget lignende det, vi så før overenskomstforhandlingerne.

For eksempel kan Danish Crown arbejde for at tage fat på indslusningslønnen og forsøge sig med at lægge penge i et medarbejderselskab, som det tidligere er blevet foreslået.

- Fødevareforbundet NNF og Danish Crown har lidt en twist omkring, hvad man kan gøre med de her lønbestemmelser, siger Christian Lyhne Ibsen og fortsætter:

- Danish Crown har været fremme med et forslag om, at man kunne lave en indslusningsløn og putte de planlagte overenskomstmæssige lønstigninger over i et såkaldt medarbejderselskab, som skulle kunne investere i branchen.

Det har NFF med juridisk bistand fra LO været ude og sige, at man ikke ser som en mulighed, forklarer adjunkten.

- Meldingen var, at man rent juridisk ikke bare kan smide overenskomstmæssige lønstigninger over i et medarbejderselskab. Det er i hvert fald noget, der kræver en juridisk behandling, fastslår Christian Lyhne Ibsen.

- Så har Danish Crown selvfølgelig også den mulighed, at de vil kunne begynde at afskedige og lukke slagterier, hvis situationen er, som de siger, at den er, siger Christian Lyhne Ibsen.

Hvis mæglingsforslaget til den nye overenskomst går igennem, vil faglærte i slagteribranchen kunne vente en stigende mindstebetaling frem mod 2016.

/ritzau/