Ekspert forudser øget risiko for terror i Danmark

admin

448 uger siden

|

19/04/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmarks styrkede indsats over for Islamisk Stat i Irak og Syrien, der vedtages i Folketinget tirsdag, kan komme til at virke som en rød klud på islamisterne og på kort sigt forhøje terrortruslen mod Danmark.

Det vurderer Birthe Hansen, lektor fra Københavns Universitet. Med speciale i blandt andet Mellemøsten underviser hun i terrorisme og sikkerhedspolitik.

- Det, at vi nu også går aktivt ind i Syrien, betyder formentlig, at risikoen i Danmark stiger lidt på den korte bane, siger hun.

Hun vurderer, at den største risiko for en reaktion fra IS vil være fra enlige eller fra mindre grupperinger.

- I første omgang kunne man forestille sig, at der vil være nogle soloterrorister eller meget små miljøer, der ville reagere. Men det er svært at sige på forhånd, siger hun.

Hun understreger dog, at sikkerhedssituationen i Danmark i forvejen har været presset siden 90'erne.

Tirsdag vedtager et flertal i Folketinget at optrappe indsatsen i de to krigshærgede lande. Mens danske jagerfly tidligere har bombet mål i Irak, kommer det nu også til at ske i Syrien.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) forudser, at den optrappede militære indsats øger risikoen for terrorangreb mod lande i Europa.

Men han understreger, at analysen af, at truslen er forhøjet, ikke specifikt gælder Danmark. Danmark har i flere år levet med en forhøjet terrortrussel, påpeger han.

Den vurdering deler Carsten Bagge Laustsen, ekspert i terrorisme og lektor fra Aarhus Universitet.

- Vi er allerede i skudlinjen, og der er ingen tvivl om, at IS gerne vil lave terrorangreb i Danmark. Men for IS er fjendebilledet hele Vesten. Om de kan lave et angreb i Storbritannien, Belgien eller Frankrig er af ideologiske grunde ligegyldigt, siger han.

IS slår ifølge Carsten Bagge Laustsen først og fremmest til i de lande, hvor de kan mobilisere selvmordsbombere til at udføre et angreb.

- De slår til der, hvor der er vilje og mulighed for at gøre det, siger han.

Den vurdering kommer også fra Birthe Hansen.

- Der har været nogle større og meget radikaliserede miljøer i lande som Belgien og Frankrig, som kan forklare en del af det. Terrorister i Europa slår til, hvor de kan, og hvor de er, siger hun.

Hun forventer, at optrapningen af den militære indsats i Syrien og Irak på den lange bane vil kunne svække terrortruslen mod vesten.

Omvendt mener Carsten Bagge Laustsen, at den militære optrapning risikerer at betyde, at terrororganisationen spredes og forgrener sig i mindre grupperinger samt flytter til lande som Libyen.

/ritzau/