Fodboldtræning to gange om ugen og en smart mobiltelefon i hånden kan være en selvfølge for mange danske børn.
Men det er ikke alle familier, der har råd til at betale for børnenes fritidsaktiviteter. Og det kan i mange tilfælde gå ud over børnenes sociale liv.
- Fattigdom i Danmark betyder, at børn ikke kan deltage i de normale aktiviteter og have et socialt netværk, som mange i samfundet har, siger sociolog og professor på Roskilde Universitet John Andersen og fortsætter:
- Det at have en mobiltelefon og en computer er en forudsætning for mange ting i dag. Men det er ikke alle familier, der kan betale for fritidstilbud eller har råd til at komme på ferie.
Desværre er der flere og flere børn, der vokser op i fattigdom i Danmark, viser en ny rapport fra Red Barnet. Faktisk er hvert sjette barn i risiko for en opvækst i fattigdom og social eksklusion, viser tal fra 2012. Det er en stigning på 2,6 procentpoint siden 2008.
Og det kan få konsekvenser for børnene, at de kommer fra et hjem med relativt få midler.
- Det kan føre til en social tilbagetrækning, og børnene kan være flove over deres forældre. De tager ikke vennerne med hjem, fordi de synes, at det er synd for forældrene. Ofte synes de også, at det er pinligt for dem selv, siger han.
I 2013 fik man fastsat en fattigdomsgrænse i Danmark. Fattigdom bliver nu målt på, om en person har haft en indkomst under 50 procent af gennemsnitsindkomsten tre år i træk.
Professor John Andersen påpeger, at politikerne ikke har formået at følge op med politiske tiltag siden. Og det er vigtigt, hvis børnene senere skal bidrage til samfundet.
- Fattigdom svækker mulighederne for, at børnene lever op til de krav, som samfundet stiller, som for eksempel at klare sig godt i skolen, siger han.
/ritzau/