Ekspert: AGF har lavet et scoop

admin

|

30/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter et forår propfyldt med nedture er der fredag noget at juble over for AGF's fans.

Det mener Jesper Thygesen, fodboldekspert hos Viasat, efter at superliga-nedrykkerne har præsenteret Morten Wieghorst som ny cheftræner.

- Jeg er meget positivt overrasket på AGF's vegne. Det her er et scoop for AGF, og det er næppe et billigt scoop for dem.

- Jeg tror, at AGF har gravet dybt for at få ham, for med den dårlige økonomi, som AGF har, så er det godt gået at kunne hente sådan et navn.

- Det slår mine forventninger. Jeg tror, det ville ende med et navn i den kategori, der hedder Ove Pedersen, Johnny Mølby og Lars Olsen.

- Wieghorst er klart det største navn, som render rundt nu, hvis ikke det skal være Michael Laudrup, siger Thygesen.

Spørgsmål: Er Wieghorst det rette valg for AGF?

- Der venter ham et stort stykke arbejde, for AGF er et stort tankskib, som har taget vand ind i lang tid. AGF er et af de sværeste steder at være træner i dansk fodbold.

- Det plejer at være et galehus. Hvis der bare er to sætninger, som er formuleret forkert, så går snakken igen. Men det her slår markedets forventninger. AGF står så meget bedre rustet til fremtiden efter det her, siger Thygesen.

Wieghorst har tidligere været cheftræner for FC Nordsjælland i Superligaen og været U21-landstræner.

Senest var han assistenttræner for Michael Laudrup i Premier League-klubben Swansea, som fyrede danskerduoen i februar.

Spørgsmål: Er du overrasket over, at Wieghorst takker ja til at blive cheftræner i en klub, der skal spile 1. division i Danmark?

- Det overrasker mig, at han gør det. I AGF er forventningerne til cheftræneren ikke fair i forhold til de ressourcer, der er.

- I FC Nordsjælland fik Wieghorst lov til at arbejde langsigtet, hvilket han omsatte til resultater. I AGF får han ikke lov til at tænke så langsigtet. Der vil være massiv kritik af de første to nederlag.

- Jeg forstår, at han gerne vil være chef igen, og at han tror på egne evner. Han tror på, at han lige nøjagtig er den træner, som vækker den sovende kæmpe, AGF burde være. Men jeg siger held og lykke.

- Det tror jeg, at han får brug for. Det er en stor opgave for ham. Bliver han den træner, som får succes i AGF, bliver han et kæmpe trænernavn, men det at få succes med AGF er bare ikke lykkedes for rigtig mange trænere de seneste 15-20 år, siger Thygesen.

Wieghorst har fået en treårig kontrakt i AGF.

/ritzau/